"Et lille Regnestykke ved fættergildet den 22. august 1920."
Kilde: Knud L. Rasmussen.






Sådan hed en sang ved en fest på Aalykke i Kolding. Deltagerne var efterkommere af Anders Simonsen og Mette Jensdatter. Men hvem var festdeltagerne? Hvor kom de fra? Hvor fandt det sted? Hvem skrev sangen?

Sangen nævner ikke hvem der deltog, men nogle antal, og hvor ca. i landet de kom fra. Det var parrets børn, børnebørn (fætre/kusiner) og oldebørn. Sangen opregner det til ca. 70 i alt. Måske var det kun dem der var over 10 år, der var med. Et lignende gilde blev nemlig holdt 17. august 1933, og her fremgår det (indirekte) at de deltagende oldebørn alle var 10 år og derover.

Ved at gå slægtstavlen igennem og se, hvilke der var levende på det angivne tidspunkt og hvilke børn der var over 10 år kommer tallet nemt over de 70. Tallet kan dog fremkomme på mange måder. Givetvis har nogle ikke kunnet komme (det er også antydet i sangen). Formuleringer er indforståede og dermed vanskelige at slutte noget ud fra. Ifølge slægtstavlen var der på det givne tidspunkt 25 oldebørn på 10 år og over. Der var 57 børn og børnebørn (incl. Ægtefæller). Så i alt kunne der deltage 82. Så tilslutningen til festen må siges at have været særdeles fin! Hvis alle oldebørn måtte deltage skal vi lægge 35 til. Så er tilslutningen knap så god, men dog stadig fin. Der var altså 70 oldebørn der i 1920.

En gennemgang af slægtstavlen viser, at der i 1933 var i alt 95 oldebørn, så også de mellemliggende 13 år har været ret produktive. Faktisk kommer der enkelte oldebørn til efter 1933. Så rundt regnet fik Anders Simonsen og Mette Jensdatter over 100 oldebørn. Parret døde jo i 1905 hhv. 1899, så de kom langt fra til at opleve alle deres oldebørn, selvom de blev hhv. 87 og 82 år gamle. I 1905 var der 12 levende oldebørn.

Men det har været en ordentlig fest der i 1920. Det er ikke kendt om det var den første - det lyder i sangen som om det ikke er den første. Det er heller ikke den sidste - for som nævnt var der en i 1933. Måske der er nogen der ved mere om det?

Det har angiveligt været Carl Jacobsen og Mette Margrethe Pedersen, der indbød til "en ny Genforeningsfest". Udtrykket hentyder sikkert til, at få måneder forinden havde genforeningen mellem Sønderjylland og Danmark fundet sted (som følge af 1. Verdenskrig). Det er nu ikke dem, der har skrevet sangen, for sangen er underskrevet "en fætter", og Mette var jo en kusine.

Sangen fortæller det er i Kolding, festen finder sted. Flere nulevende erindrer, at festen i 1933 fandt sted på Aalykke, hvor Anders Simonsen Pedersen boede med sin hustru. Det er nok også Anders Simonsen Pedersen der har skrevet sangen. Teksten afslører en forfatter med humor - og den havde han rigeligt af. Han havde sikkert også allerede dengang godt styr på hele slægten - i hvert fald havde han det senere, da han jo skrev "Gennem 400 år".

Nedenfor er sangen, og den er efterfulgt af en komplet liste over parrets børn og børnebørn (fætre og kusiner med ægtefæller) og hvor mange børn (oldebørn) over 10 år der levede i 1920 og hvor mange der levede ved det senere gilde i 1933. Listen opregner også, hvem der kunne komme fra de forskellige steder, sangen hentyder til.



Viborg den 26. februar 2009.
Knud Lindkjær Rasmussen ("tipoldebarn") (søn af Cecilie Lindkjær Straarup ("oldebarn"), datter af Anders Simonsen Straarup ("fætter") , søn af Else Cathrine Simonsen, datter af Anders Simonsen og Mette Jensdatter).