Notater |
- Han overtog "Søholm/Søbygaard" fra sin farfar.
- Anni og Jens Chr. Legarth fik fire børn, hvoraf den første, Mike Legarth (nu aktiv i politik i Det konservative
Folkeparti), blev født i 1960. Jens Chr. Legarth holder sig derefter lidt på afstand af motorsporten, men
efter at næste barn Jeanette var kommet til verden året efter, melder han sig igen på banen i Roskilde i
1962 og er derefter aktiv både på Roskilde Ring og i udenlandske løb. På dette tidspunkt fødes tanken om
at lave sin egen racerbane.
Jens Chr. Legarth havde aldrig langt fra tanke til handling, så allerede i oktober 1962 åbnede han
Søholmbanen. Det blev på sin vis en succes, men så meget, at banen nærmest forgik i succes´en. Der var
trafikkaos, problemer med billetsalget, banen blev hurtigt opkørt. Men så tog Jens Chr. Legarth fat på at
opbygge en bane på mere professionel vis, og resultatet blev Ring Djursland ved Pederstrup, der åbnede
29. august 1965.
Ring Djurs blev hurtigt en succes. I juli 1967 kørtes banens hidtil største løb, et Grand Prix-løb. Det blev et
forrygende regnvejr, men løbene blev afviklet efter programmet. To amerikanske biler kolliderede og
smadrede ind på inderringen, hvor de ramte flere af de tilstedeværende officials – blandt dem Jens Chr.
Legarth. Han og den amerikanske racerkører Douglas Revson blev dræbt, mens Anni Legarth og fire andre
blev hårdt kvæstet. Anni Legarth fik et længere hospitalsophold og kunne ikke være med til sin mands
begravelse på Tøstrup kirkegård.
Tragedien var fuldkommen. Jens Chr. Legarth var kun 26 år gammel og efterlod Anni alene med fire børn.
Hun drev Ring Djursland videre et par år, men solgte så banen i 1969 til sin far Gunnar Henriksen, der
samme år solgte den videre til Ancher Larsen, Hedehusene, der så i 1972 solgte til Renée Koors fra Farum.
Randers Amtsavis 8 August 2015:
Jens Christian Legarth skabte Ring Djursland. Men banen blev stifterens skæbne, da han døde ved en ulykke under et løb i regnvejr.
Den sidste weekend i juli 1967 blev der sat et forfærdeligt punktum for det første kapitel i Ring Djurslands historie.
Som initiativtager og ejer af den dengang blot to år gamle bane i Pederstrup havde Jens Christian Legarth samlet et imponerende felt til et stort løb. Men løbet endte tragisk, da en løbsk racerbil ramte flere baneofficials. En af dem var den blot 26-årige Jens Christian Legarth, der blev slæbt under bilen. Han døde på stedet.
Historien om Ring Djursland opridses af forfatter Morten Alstrup i en bog om banen. Den fortæller, at Jens Christian Legarth fra godset Søholm i Kolindsund i første halvdel af tresserne var én af Danmarks bedste racerkørere.
Men en alvorlig ulykke i Ungarn ham til at stoppe karrieren bag rattet, og han gik i stedet i gang med en tilværelse som banebygger.
Allerede som racerkører havde Jens Christian Legarth arrangeret jordbaneløb ved Søholm. Idéen var at lave en asfaltbane i Kolindsund, men den plan mødte lokal modstand. Derfor var han interesseret, da en mekaniker pegede på muligheden for at erhverve et stykke jord i Pederstrup.
Den initiativrige motorsportsentusiast lejede området med forkøbsret. Derefter gjaldt det udformningen af banen, som Jens Christian Legarth hurtigt klarede ved at køre rundt i kornmarken med en personbil. Der blev lavet hjulspor og markeringer, og derefter kunne entreprenørmaskinerne gå i gang.
Det blev til en 800 meter lang bane, som 29. august 1965 slog dørene op til det første løb. Der var en del kritik af banen, og mange af de gode råd tog Jens Christian Legarth med i den videre udvikling af Ring Djursland.
Allerede tidligt i 1966 tog en udvidelse form, og den indebar blandt andet fjernelse af 10.000 ton jord. I april 1966 var der åbningsløb på den udvidede bane, der også havde fået en tribune med mulighed for at se de to langsider,
I 1967 fortsatte Jens Christian Legarth med at arrangere løb. Han havde ikke mindst en ambition om at præsentere Formel 3-biler, som ikke var hverdagskost i Danmark. Det lykkedes at nå det mål ved at samle et stærkt felt.
I weekenden 29.-30. juli 1967 sluttede Jens Christians liv ved ulykken på Ring Djursland. Jens Christian Legarth stod tæt ved banen, da ulykken skete i et massivt regnvejr. Baneejeren stod med et blåt flag for at signalere til en kører, at han ville blive overhalet.
Yderligere fem personer kom alvorligt til skade ved den hidtil værste ulykke i dansk motorsport. Det var blandt andre Jens Christian Legarths hustru, Annie.
Interessen for motorsport nåede Jens Christian Legarth at give videre til sønnerne, Mike og Pierre. Begge har kørt motorløb.
|